Af Leo Tandrup
Surrogatkvinder med kirsebær :
Er det sidste udkald – for Jørgen Boberg og os andre? Boberg er en af vore store malere, teknisk
fremragende. Men hvad stille op med livet? I ”Lille triptykon” står døden eftertænksomt med sin
knokkelhånd oven på et stort erotisk kirsebær. Det er endnu rundt, men ved at rådne. Kan geniet
overleve ved hjælp af bærret? Der er en dyb kløft lige bag ham. Han er ikke malet med farver, bare
tegnet med grå baggrund, som føler han sig neutral, sat uden for livet.
Kirsebærret er til gengæld malet intenst rødt, men med skræmmende brune pletter. Og det står
ikke bedre til på de to fløje. Manden til venstre ligner en kontorist i fint tøj, måske én fra Bruxelles,
med diplomatmappe på bagagebæreren. Er det ham, der har frembragt døden? Hvad ligner det med
det slipsetøj på en tur ud i naturen, og så på cykel højt oppe på en bjergskrænt. Den er helt gal.
Cyklisten styrer hen mod et indskudt bord med varme flutes og lækker kalvesteg. Hvad har Europa
tilført krigsbarnet Boberg og os andre siden krigen - andet end mad nok. Der føres stadig krige, om
end ”under fjernere himmelstrøg, med danske unge bag kanonerne”, siger Boberg. To kirsebær
gemmer sig da også lidt undseelige bag tallerknen.
Hvem labber kirsebær i sig, så det flyder ned ad hagen? Ikke de to kvinder på triptykonnets højre
fløj i hvert fald. De kan dårligt se mindre tiltrækkende, endsige erotiske ud. Den ene pige, der
kikker ud på beskueren, røber et fladt ansigt med total tomhed i blikket. De holder et klæde op for at
dække deres nøgenhed under brysterne. Men det får ikke deres attributter til at ligne kirsebær, selv
om de ikke er silikoneoppustede som mange andre af kvindernes bryster på udstillingen.
Kontoristen kan umuligt få sin vellyst dækket med dem i en tid, hvor der tilmed ikke er andet
tilbage end ”krig, sex og mad”. Og hvordan uden sex nyde maden? Hvis de kvinder, kontoristen har
mødt, er som de to piger eller de andre på udstillingen, kan man godt forstå, at det eneste tilbage af
interesse er diplomatiet og selve magten. Men vil magten så ikke gå over gevind? I Irak, i
Afghanistan? Er det ikke for længst sket? Og har det kunnet undgås, når den illusion har
bemægtiget sig kontoristen og os andre, at vi er ægte, naturlige, frie mennesker, ikke surrogatmænd
i surrogat-Europa sammen med surrogatkvinder. Nej, ikke sammen med for resten.
Det er sådan nogle, pissende og saftende surrogatkvinder, Boberg skildrer, De er trods alt sjovere
at male end mænd, selv om de ved egen hjælp, foran et spejl, som de selv kysser, eller bistået af
andre kvinder med udslukte blikke, søger forløsning i de billeder, som Boberg viser. Han siger, at
de er fra 70´erne. Og det kan godt være. Rubens´ kvinder og tid var anderledes, finder han. Og det
er rigtigt. De var ikke nær så surrogatede, selvom flæsket unægtelig til Rubens egen rædsel var
begyndt at sidde løst, heftet på udefra, ikke mere i forbindelse med krop og sind. Men 70´erne var
ikke meget anderledes end i dag, og hvis 70erne havde været det, ville hans kvinder heller ikke
have været så særligt aktuelle og interessante at vise, som de faktisk er. Hvor mange mænd lider
ikke stadig i dag af brystfetishisme. Jeg køber altid rundstykker i en bestemt bagerforretning, hvor
bollerne på ...
Kvinderne i Bobergs billeder vises foran en slags ”krigsmodel”, som han kalder det. Måske kan vi
udleve trangen til vold og krig i en slags krigsmodelspil, sammen med surrogatkvinder med
silikonebryster, så vi ikke bliver ved at påføre andre vores krig. Det håber Boberg. Men han tror
alligevel ikke rigtigt på det. De ser da smukke ud, men trøstesløsheden og kynismen er så slående,
at det slår én ud. En irsk pige sidder med en cigaret i flaben og pisser med sit udstillingsvindue af en
krop foran en ruin af en nedbrændt bydel. Hvad kommer det hende ved.
Er en ny mennesketype ikke slået igennem, spørger man sig selv. Meget er uklart for mig selv,
gudskelov, siger Boberg. Alligevel er han er ude på at give os ”udsagn”, der gør os ”anderledes”.
Og han giver os i hvert fald muligheden for til at tænke os om. Han har for så vidt ret i, at hans
billeder handler om billeder, ikke om erotik. Denne nye mennesketype, er det ikke surrogatmanden
og surrogatkvinden, der har mistet al natur og kultur, og som bare dyrker sig selv i en illusion om,
at døden kan elimineres i en forventning om vellyst i sex, der søges sublimeret med magt og mad?
Hans knokkelmand står dér med sit rådnende kirsebær. Hvem bærer ham ikke i sig? Boberg ønsker
altid sig selv, siger han: ”Bedre held næste gang, Boberg”. Det er der ingen grund til. Han er på
toppen. Hvad det drejer sig om, er at bryde den satans illusion. Det er om ikke i 12., så i hvert fald i
11. time. Og det har han i høj grad bidraget til.
Til lykke med det.
Rejse og produktionsstøtte fra Statens kunstfond og Billedkunstrådet.