JØRGEN BOBERG   

(udpluk af tekst fra "nutidskunst 12 ;af Jens Christian Grøndahl 1991 )

JØRGEN BOBERG


Jeg nærer intet ønske om at illustrere mit liv men undersøger på hvilken måde psyken står i korrelation til universet fra det mindste til det største Jeg er så at sige besat af tanken om at finde det forbindende led og afsøger tiel mest meningsløse for betydning og det mest betydningsfulde for meningsløshed med det mål for øje at udpege stedet hvor de to mødes...
Fra Thomas Bobergs »Vor tids historie«.<   


ordene er skrevet af Jørgen Bobergs søn, lyrikeren Thomas Boberg. Selv om de er et personligt, kunstnerisk
udsagn, formuleret i digtets suveræne og almengyldige form, er de også en passende indledning til det følgende
forsøg på at indkredse nogle aspekter af Jørgen Bobergs kunst.


Ikke fordi sønnen optræder pä flere af faderens billeder fra de senere år, men fordi citatet indkapsler en
holdning, som de begge er nået frem til gennem arbejdet med hver deres udtryksform.
Heller ikke Jørgen Boberg ønsket at illustrere sit liv, skønt hans hverdag på en bjergskråning i Toscana leverer
ansigter, kroppe, genstande og baggrunde til hans værker fra det sidste årti. Udgangspunktet er privat, men det
æstetiske arbejde forvandler det private til noget, der er lige så alment, som det er personligt, fordi det vedrører
kræfter i tilværelsen, som er fælles for alle: døden, erindringen og begæret.

Ligesom sønnen insisterer også faderen på, at der er en forbindelse mellem det konkrete, som der findes ord og tegn for, og det usigelige, der overstiger vores sprog og symboler. Også Jørgen Boberg udforsker det omskiftelige forhold mellem betydning og meningsløshed, og hans kunst er ikke mindst en undersøgelse af den vidsthed, der tilskriver tingene betydning og skræmmes af den syneladende mangel på en endegyldig mening med det hele.Bobergs maleri er litterært. Det fortæller og afventer en fortolkning. Det handler om "noget", men præcis hvad, må beskueren selv finde af. Det henviser med en næsten fotografisk præcision til en den med genkendelige træk fra den fælles virkelighed,omend stærkt manipuleret. Men præcisionen og den relative genkendelighed sætter en dobbelt bevægelse i gang hos den, disse pertentligt udførte billeder, hvor der er redegjort for hver eneste detalje med den samme næsten pernittengrynede omhu, ny
hvor der derfor heller ikke er nogen entydig prioritering mellem, hvad der er meningsfuldt, og hvad der er uden betydning.Billederne inviterer blikket til at identificere deres ting, ansigter og steder med genkendelsens umiddelbare glæde. Men samtidig aner man instinktivt, at der er noget galt, at skinnet bedrager. Netop lyset er den første, iøjnefaldende egenskab, der signalerer, at den omhyggelige realisme blot er en særlig diabolsk måde at sætte uvirkeligheden i scene. Dette blågrønne, tusmørkeagtige skær, der hyller de levende i de dødes farver og dermed slår tvetydigheden an som gennemgående tema.Kunstigheden lyser i ordets bogstaveligste forstand ud af billederne, ligesom kompositionerne, forgrundenes portrætter og baggrundenes landskaber, med deres formelle strenghed får én til at tænke på de renæssancemestre, som maleren har arvet sin teknik og disiciplin af - og stjålet en del af sine virkemidler fra. Bobergs billeder refererer lige så meget til andre billeder, som de refererer til det, de er billeder af. Endnu en tvetydighed, der henleder opmærksomheden på billedet selv og på spillet mellem, hvad der sker på billedfladen, og hvad denne flade skal forestille at være et vindue mod.Blikket går på opdagelse i billedets imaginære rum, farer vild og støder pludselig mod den blanke overflade, idet illusionen brydes, kun for at blive afløst af en anden. Fortællingen går hele tiden i stykker, eller rettere: den ene fortælling intervenerer i den anden, forstyrrer den og kommenterer eller dementerer dens udsagn. At betragte disse billeder er at blive fastholdt i en permanent tilstand af utryghed. Det er at flakke rundt i en labyrint af referencer, der ophæver hinandens gyldighed, på jagt efter en troværdig referenceramme, der kan sætte illusionerne på plads i orden og prioriteret rækkefølge.
Naturligvis findes denne referenceramme kun i form af den usynlige blændramme bag det udspændte lærred. Det hele er blændværk. Men når denne i sig selv ganske banale iagttagelse alligevel efterlader en tvivl og et spirende eksistentielt ubehag, er det fordi, at Boberg på en gammeldags måde bider sig fast i, at referentbillederne forestiller noget bestemt, samtidig med, at han, som en anden postmodernist, har kunstigheden som princip. En bevidsthed om sig selv som fiktion.
 Ubehaget skyldes, at noget meget virkeligt, det selvbiografiske rum og personerne i det, indgår i denne stadige veksel mellemflade og perspektiv, hvor henvisningerne bliver det virkelige, og de vante betydninger går i opløsning. Den ubehagelige opdagelse, at disse billeder, der er så omhyggeligt detaljeredereferencer, er de rene abstrakter. En snigende fornemmelseaf, at der måske ikke er så klare skel mellem fiktion og virkelighed og mellem den indre og ydre verden. Det litterære ved Bobergs billeder er altså ikke kun, at de fortæller. Det er først og fremmest spædningen mellem fortællingen og det,der bliver fortalt,mellem billedsproget og den synlige verden, mellem kunst og liv..